nyhed

AlterG skal få Peter til at gå igen

29-6/2017


For ca. halvandet år siden fik Peter Ottesen fra Jyllinge en alvorlig rygmarvsskade. Da han vågnede i hospitalssengen, var en kørestol og et større genoptræningsforløb parat til ham. 
Intens søgning efter midler til at træne effektivt og genvinde sin førlighed har ført ham til det specielle løbebånd AlterG, som NASA oprindeligt har udviklet til genoptræning af astronauter efter lang tid i det vægtløse rum.

AlterG skal få Peter til at gå igen, med det specielle løbebånd.

Et træningsforløb i AlterG med fysioterapeut David Rasmussen har givet fornyet håb om at komme til at gå igen.  
”Peter Ottesen er i en meget speciel situation. Heldigvis. Det er ikke mange mennesker, som bliver rygmarvsskadede som voksne, men sker det, så er der ofte – som hos Peter – nogle nerveforbindelser tilbage,” siger David Rasmussen, fysioterapeut og ejer af Klinik for Kost og Fysioterapi i Roskilde

Han forklarer videre, at erfaringer viser, at har den rygmarvsskadede patient bare nogle nerveforbindelser tilbage i ryggen, så er det muligt at genoptræne kroppens automatiske funktioner som fx at gå og stå:
”Det er ret teknisk og beror på neuroplasticitet, hvilket i Peters tilfælde vil sige, at hans automatiske gangfunktion genopbygges stille og roligt, når han kommer op at gå i AlterG. Stå- og gangrefleksen aktiveres, der etableres nye nervebaner til benene, og langsomt lærer hjernen at bruge funktionerne igen,” forklarer David Rasmussen og fortsætter:

”Desuden får Peter også vigtig styrke- og konditionstræning, som er med til at styrke hans fysik generelt. Og her kan AlterG kan også tilbyde god træning for rigtigt mange mennesker, fx gigtpatienter, sclerosepatienter, overvægtige, fod-, knæ- og hofteopererede og mange flere. Jeg er glad for, at jeg er blevet opmærksom på AlterG og har fået en maskine på prøve, før jeg fik investeret hundredetusinde kroner i noget andet vægtaflastende og støttende træningsudstyr.”

Ud over at støtte balancen kan AlterG reducere op til 80 procent af kropsvægten hos den person, som træner. Som David Rasmussen forklarer, så sker det, mens brugeren træner på et helt almindeligt løbebånd, som er integreret i AlterG.

”Alle undersøgelser viser, at brugerne får den samme styrke- og konditionstræning som på et almindeligt løbebånd, mens de får støtte til balancen og aflastes vægtmæssigt med maskinens lufttryk,” siger han.

Rygmarvsskadet: ”Det er en dejlig følelse at gå igen som før min skade
”Det er mit mål et kunne stille kørestolen væk og komme op at gå igen. Jeg ved godt, at det er en lang proces, men AlterG er nok den bedste træning, jeg kan få lige nu,” siger Peter Ottesen og fortsætter:
”Når jeg kommer hjem fra mit intensive ophold på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, PTU, om et par uger, så står AlterG-maskinen klar i Roskilde til min træning tre gange om ugen. I hvert fald frem til jul.”

AlterG løbebånd, skal få Peter til at gå igen

Inden det aktuelle ophold på PTU nåede Peter at træne ti gange i AlterG. Men hans kamp for at genvinde førligheden begyndte allerede for ca. halvandet år siden. Dengang fik Peter Ottesen en alvorlig rygmarvsskade i forbindelse med en sprængt pulsåre i maven og et efterfølgende intensivt forløb med en række operationer på Odense Universitetshospital. Da han vågnede op igen, var en kørestol og et større genoptræningsforløb gjort klar til ham.

”Når jeg går i AlterG, er det ligesom at gå, inden jeg fik min skade. Det er en dejlig følelse, selvom det også er fysisk krævende for mig. Den bedste træning for at komme til at gå igen, er netop at gå,” siger Peter Ottesen. Han er forsigtig med at vurdere sine fremskridt, men er fast besluttet på at give AlterG en chance.

”Siden skaden har jeg prøvet alt og også selv betalt for ekstra træning og træningsophold i udlandet. Hvis jeg bare sætter mig hen i et hjørne og giver op, så sker der ingenting,” siger han.

Fysioterapeuten er fortrøstningsfuld
David Rasmussen anser det for realistisk, at Peter Ottesen kommer til at gå igen. Fordi Peter selv er stålsat og passer sin træning omhyggeligt. Han forklarer også, at Peter efter blot ti ganges træning i AlterG har opnået markante fremskridt:

”Peter tænker måske ikke over det, men første gang han skulle op i AlterG måtte vi give op, og vi overvejede at få fat i en lift til at løfte ham derop. De seneste gange, hvor han har trænet, kan han selv hjælpe til, så jeg ene mand kan få ham op at træne i maskinen,” siger David Rasmussen.

AlterG løfter og støtter
AlterG virker på den måde, at brugeren får et par neoprenshorts på, og disse lynes på en stor ”badebold”, der kan fyldes med luft, og som omslutter løbebåndet. Brugere, som ikke selv kan gå og stå, skal have støtte til at komme op i maskinen og til at stå stille i et minut, mens maskinen kalibrerer. Med mere eller mindre luft i ”badebolden” kan op til 80 procent af kropsvægten reduceres. Det betyder langt mindre vægtbelastning af kroppen, hvilket gør genoptræning lettere og effektiv. Den støtte, som AlterG giver den trænende person, minder om støtten fra vand – dog uden vandmodstanden.